Annonce
Annonce
Thises-direktør Poul Pedersen kom med en peptalk til de danske udstillere, da han flankeret af Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening t.v. og Malene Aaris fra Bio Aus Dänemark på den anden side, klippede snoren til den danske fællesstand på verdens største økologimesse, der åbnede i dag i Nürnberg.
Danske virksomheder er klar til at give den gas på BioFach
Forude venter fire travle dage for de godt 30 danske udstillere, som netop nu jagter nye internationale kunder på verdens største økologimesse i Nürnberg.
”Det plejer at være fødevareministeren, der står her, men han kunne ikke få lov, nu er det min tur, og det er en ære, at være med til at åbne standen på en messe, hvor jeg har været med i en hel generation,” sagde Thises direktør, Poul Pedersen, da han i dag klippede snoren til den danske fællesstand, og han glædede sig i den forbindelse over, at der står mange stærke spillere bag dansk økologi og arbejdet med at få de danske fødevarer ud på eksportmarkederne.
Dermed sigtede han både til staten, der i mange år har støttet økologien sammen med organisationer som Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark, uden hvem økologien havde været et helt andet sted i dag.
Thise-direktøren erkendte samtidig, at økologien i øjeblikket er under pres på grund af meget høje priser, men intet går ubrudt fremad, og han tror ikke på, at Danmark står på randen af recession.
”Den danske økonomi er fortsat i vækst med 0,1 pct. Vi skal bare tro på vores produktionsform, og det kan vi gøre med god grund, for det går aldrig af mode at holde hus med ressourcerne og kere sig om drikkevandet, naturen, miljøet, dyrevelfærden og sunde rene fødevarer,” sagde Poul Pedersen, inden han sluttede af med en lille salut til de 31 danske udstillere på fællesstanden.
”Vi skal være stædige og dygtige. Så kan vi alle nemt vokse, og vi har bedre muligheder end så mange andre. Hvis vi laver gode hjemmemarkedsprodukter, så kommer de udenlandske købere også. Skide være med, om man kan tale tysk. Hvis bare produkterne er gode, men det skal også være.”
Tyskland er Danmarks suverænt vigtigste eksportmarked for økologiske føde- og drikkevarer, og ca. halvdelen af de indkøbere, som besøger messen, plejer at komme fra tyske dagligvarekæder og grossister, og opfordringen til de danske udstillere fra Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, var klar:
"Velkommen, vi har fire dage, så giv den gas for vi har lovet politikerne at fordoble det økologiske areal," sagde Pernille Bundgård, som arrangerer den danske fællesstand i samarbejde med Malene Aaris fra Bio Aus Dänemark.
Vigtig messe for Friland
Friland er et af de firmaer, som deltager i eksportfremstødet med en stand som både er bemandet med danske medarbejdere fra hovedkontoret i Randers og medarbejdere fra det tyske datterselskab Friland Deutschland. De skal i fællesskab promovere økologiske kødprodukter på et vanskeligt og udfordrende marked, men det er en fortrøstningsfuld Friland-direktør Claus Hein, som oplyser at det Danish Crown-ejede selskab i øjeblikket arbejder på en række områder for at sikre afsætningen.
”Messer som Biofach er et godt udstillingsvindue for Friland, hvor vi har mulighed for at møde både nye og eksisterende kunder. Det er særligt vigtigt i denne tid, hvor vi mærker, at mange forbrugere prioriterer i deres indkøb," siger Claus Hein forud for messen, hvor Friland i år valgt at have særligt fokus på foodservice-segmentet.
”Biofach er en vigtig messe for os. I år er messen tilbage på et tidspunkt af året, hvor mange har mulighed for at komme forbi, så vi ser frem til at tage imod mange gæster,” siger marketingkoordinator i Friland, Daniel Struwe, som oplyser, at Friland bl.a. har et udsnit af økologiske skinpack-produkter med på messen.
Sverige deltager med 15 udstillere
Danmark er ikke det eneste skandinaviske land, som er repræsenteret med en fællesstand i hal 6 i det store tyske messecenter. Også Sverige er stærkt repræsenteret, idet Økologisk Landsforenings svenske søsterorganisation, Organic Sweden, har taget 15 svenske producenter med til Tyskland.
”Vi ser et stort potentiale for svenske økologiske fødevarer – ikke mindst på flere af vores nabomarkeder, hvor der er stor interesse for økologi,” siger Charlotte Bladh André, adm. direktør for Organic Sweden.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.