Book en mark åbner sæsonen hos Naturmælk

Branchearrangementet ’Book en mark’ byder i år på seks speeddating-møder, som ifølge arrangørerne er oplagte muligheder for at skabe mere samhandel mellem land og by.

22. februar 2024
Læsetid: 2 minutter
Søstrene bag Pure Dansk ved tidligere udgave af Book en mark
I år er det sjette gang at Book en mark bliver afviklet, og søstrene bag bælgfrugtvirksomheden Pure Dansk er blandt de mange økologiske producenter, som tidligere har deltaget i faglig speeddating med potentielle kunder. Foto: Food

Book en mark er “business dating” mellem økologiske producenter og aftagere, og i år er det sjette år i træk, at Madfællesskabet sammen med Landbrug & Fødevarer inviterer landets fødevareproducenter, landmænd, grossister, køkkenchefer, indkøber, og madprofessionelle fra private og offentlige køkkener til faglig speeddating på tværs af hele Danmark.

Lærke Kirstine Lund, der er projektleder og sektorchef i Landbrug & Fødevarer oplyser i en pressemeddelelse, at hovedmålet med Book en mark er at skabe nye samarbejdsaftaler og kontakter mellem dem, der laver råvarerne og dem, der bruger dem og hun beskriver de seks arrangementer, som bliver afholdt rundt om i landet, som en unik mulighed for at finde nye produkter, nye afsætningsformer og nye venner i branchen.

”Jeg synes det giver god mening man som restaurant, hotel, kantine eller offentligt køkken er nysgerrig på de fødevarer, der produceres i området. Og omvendt at man som økologisk producent møder potentielle kunder fra egnen. Det er netop det Book en mark handler om, og gennem årene har hundredvis af producenter og aftagere mødt hinanden på den måde og startet forretning sammen,” siger Lærke Kirstine Lund. 

Deltag i 'Book en mark' i:

  • Sønderjylland: Hos Naturmælk i Tinglev 27. februar.

  • Odense: Hos G.A.S.A 12. marts.

  • Aarhus: Hos Turbinehallen 22. april.

  • Nordjylland: Hos Lille Østergaard Økologi 14. maj.

  • Bornholm: Lokation kommer snart 24. september

  • København: Hos Spor 10, Jernbanebyen 8. oktober.