Annonce
Annonce
Henrik Lund, direktør i Naturli' Foods, betegner selskabets vækst på eksportmarkederne som et eventyr, og alt tyder på, at salget fortsætter med at vokse med tocifrede vækstrater i 2019. Foto: Jakob Brandt
Plantebaserede varer styrker eksporten
Siden april har Naturli' Foods' plantebaserede alternativer til hakket oksekød og smør fundet vej til 13 markeder uden for Danmark, og alt tyder på, at eksporten får endnu et markant løft i 2019.
En af de helt store
højdespringere i de kommende års eksportstatistikker bliver uden tvivl Naturli' Foods, som i
løbet af et enkelt år er gået fra en primært hjemmemarkedsorienteret profil til
en strategi, hvor blikket er rettet mod kunder i hele verden.
”Vi er blevet helt overrumplet over vores egen succes i udlandet,” erklærer Henrik Lund, direktør for Naturli' Foods.
For et år siden havde det Dragsbæk-ejede firma ingen nævneværdig eksport, men i løbet af kun ni måneder i 2018 har Naturli' Foods’ plantebaserede erstatning for hakket kød og smør fundet vej til ikke færre end 13 markeder, og ifølge Henrik Lund, har vi kun set første kapitel i fortællingen om Naturli' Foods’ nye rolle som eksportør af økologiske og plantebaserede fødevarer.
"Det er et helt eventyr for os. Siden vi lancerede Naturli' Hakket og Smørbar, er vores eksport gået fra 0 til 100 på under et år. Vores vækst eksploderer, og vores totale omsætning stiger nok med 75 pct. i indeværende år, og jeg forventer en tilsvarende vækst i 2019. Får vi også USA med i 2019, tør jeg slet ikke sætte tal på," siger Henrik Lund.
Han beklager ikke, at den store vækst ikke kan aflæses direkte på bundlinjen, da det primært skyldes, at Naturli' Foods i år har valgt at geninvestere pengene i virksomheden for at ruste den til den fremtidige efterspørgsel – ikke mindst i udlandet.
Investerer i produktudvikling
Naturli' Foods eksporteventyr er en del af den stigende eksport af økologiske fødevarer fra Danmark. Torsdag offentliggjorde Danmarks Statistik de nyeste tal for eksporten af økologiske fødevarer. De viser, at Danmarks eksport voksede med 21 pct. i 2017 og nu nærmer sig tre mia. kr., men selv om den officielle statistik stopper her, er der masser af indikationer på, at de økologiske producenter fra Danmark i de kommende år vil fortsætte med at vinde markedsandele rundt om på de internationale markeder.
Ifølge Henrik Lund er det
nødvendigt løbende at investere massivt i produktudvikling for at være
attraktiv på markedet for plantebaserede varer, hvor konkurrencen vokser, og
han oplyser, at Naturli' Foods især fokuserer på mejeriprodukter og på
produkter, som kan erstatte kød.
”Vi er nødt til hele tiden at være agile og komme med produktnyheder, og i den sidste kategori kommer vi med noget ’helt vildt’ i starten af det nye år. Det er en erstatning for noget, der ligger i køddisken – uden at det behøver at ligne kød. Det er lavet på ærteprotein, men så må jeg vist hellere lade være med at fortælle mere,” lyder det hemmelighedsfuldt fra direktøren.
Ekstremt innovative
Det er langt fra tilfældigt, at han og Naturli' Foods oplever medvind i udlandet, vurderer eksportchef i Økologisk Landsforening, Pernille Bundgaard.
”De er ekstremt innovative, og plantebaserede varer harmonerer med stort set alle de fremherskende trends, som forbrugerne går op i – både når det gælder sundhed, klima og miljø,” siger Pernille Bundgaard, som generelt roser de danske producenter for en høj innovationsgrad - noget som skal hjælpe dem, når de til februar deltager på den danske fællestand på BioFach, som er verdens største økologimesse.
Den bliver dog uden deltagelse af Naturli’.
”Vi deltog i Nordic Organic Food Fair i Malmø i november, og vi har fået så mange kunder, at det ikke giver mening at deltage på en stor salgsmesse lige nu, siger Henrik Lund.
De første varer åbner døren
Det er for det meste eksportchefen hos Dragsbæk A/S, som bringer Naturli'-produkterne med ud til de udenlandske kunder.
”I starten lukrerede Naturli' Foods på, at Dragsbæk har mange kontakter i udlandet. Det er ved at ændre sig. Nu er det Naturli's produkter, som åbner dørene,” siger Henrik Lund, som er klar med et nyt salgshit i form af økologisk plantefars, der bliver lanceret i udlandet efter nytår.
Generelt ser Henrik Lund superoptimistisk på fremtiden, og han er overbevist om, at selskabets første eksportprodukter kommer til at fungere som effektive døråbnere for de mange nye produkter, som Naturli' Foods forventer at lancere i de kommende år.
”Vi har nogle meget interesserede kunder, og vi kommer helt sikkert til at eksportere nogle af vores nye produkter til flere af de markeder, hvor vi allerede er inde,” siger han, og illustrerer forventningerne med en oplevelse fra året, der snart er gået:
Kun to uger efter, at selskabet i uge 36 lancerede Smørbar Blok, ringede indkøberen fra den engelske supermarkedskæde Sainsbury’s.
”De havde læst om produktet på Facebook og ville forhøre sig om, hvornår de kunne forvente at få den første leverance. De var ikke tilfredse med, at vi først kunne levere i 2019. De ville have varerne inden jul,” siger Henrik Lund.
Nye plantedrikke skal over grænsen
Han ser også et stort eksportpotentiale i de to nye plantebaserede drikke, som Naturli' Foods lancerer bredt i dansk dagligvarehandel i januar, hvor de med en pris på 14,95 kr. er lidt af en krigserklæring til drikkemælken.
Vi vil gerne bruge mere dansk protein. Sammen med Nakskov Mill arbejder vi på at bruge hestebønner. De er meget bitre, men hvis vi kan fjerne den bitre smag, smager de virkelig lækkert.
— Henrik Lund, direktør for Naturli' Foods
I uge 19 følger lanceringen i resten af Skandinavien, mens Henrik Lund forventer at være klar til at levere til kunder i resten af Europa efter sommerferien.
Næste skridt hedder USA, hvor der allerede er fundet distributører i Los Angeles og New York.
Naturli' Foods er derimod endnu ikke klar til at lancere en økologisk udgave af Naturli' Hakket, som kan blive et stærkt kort på både ude- og hjemmemarkedet.
”Vi arbejder på en økologisk udgave, men vi har lidt udfordringer, da vi ikke kan benytte de samme hjælpestoffer som i den konventionelle udgave," forklarer Henrik Lund.
Danske økologer kan få del i eksportsucces
Ifølge Henrik Lund kan flere danske økologer i fremtiden komme til at nyde godt af den voksende eksport, da Naturli' Foods har en ambition om at udskifte de importerede proteinkilder med proteinafgrøder fra danske marker:
”Vi vil gerne bruge mere dansk protein. Sammen med Nakskov Mill arbejder vi på at bruge hestebønner. De er meget bitre, men hvis vi kan fjerne den bitre smag, smager de virkelig lækkert.”
Næste år lancerer Naturli' Foods desuden flere produkter, som bliver lavet af ærteprotein, og selskabet er desuden involveret i forsøg på at lave fødevarer af græsprotein.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.