Annonce

Annonce

Ny undersøgelse: Økologi står stærkt som kvalitetsmærke

Madkultur23 viser, at økologien holder skansen på danskernes tallerken i en periode, hvor vi ellers har slækket på andre kvalitetsparametre, når vi køber ind til aftensmåltiderne.

07. december 2023
Læsetid: 5 minutter
Kunde tager økologisk kål fra butikshylde.

Generelt associerer vi økologi med god kvalitet i mange afskygninger. Dermed bliver økologi et tværgående kvalitetsstempel, som er let at aflæse i indkøbssituationen, fremgår det af undersøgelsen Madkultur23. Foto: Moment Studio

Økologi står stærkt som kvalitetsmærke, men prisen spiller stadig en hovedrolle hos de fleste, når vi vælger råvarer til aftensmaden, lyder et par af de overordnede budskaber i Madkulturens store årlige befolkningsundersøgelse Madkulturen23, som i år stiller skarpt på, hvordan borgerne i Danmark forholder sig til kvaliteten af de råvarer, de bruger i de private husholdninger.

Ud over god smag, friskhed og dansk produktion er økologi det, som flest af os lægger vægt på, når vi skal vurdere, om en madvare har en god kvalitet. Stort set alle kender til det danske økologimærke, og en støt voksende markedsandel vidner om, at økologien over mange år er blevet indarbejdet grundigt i både forbrugernes bevidsthed og detailhandlens sortiment som et let aflæseligt kvalitetsmærke.

I 2023 mener hver tredje dansker, at det er vigtigt, at vores madvarer er økologiske (34 pct.). Det er et lille fald siden 2019, men selv om økologi altså betyder lidt mindre for os, bruger vi i dag lige så ofte økologiske varer i aftensmaden som i 2019, nemlig i lidt over hvert fjerde måltid (27 pct.).

Samlet set vidner det om, at økologien holder skansen på tallerkenen i en periode, hvor vi ellers har slækket på andre kvalitetsparametre i aftensmåltiderne.

Økologi er vigtigt pejlemærke

Madkultur23 vidner desuden om, at distancen til vores råvarer bliver større på flere punkter. Det gælder især for unge, der typisk er vokset op med en råvarehorisont defineret af supermarkedernes stabile udvalg, der sjældent er begrænset af den danske sæson. Det kan være med til at forklare et lavt kendskab til råvarernes sæson og til dels et ekstra stort fokus på pris frem for kvalitet i de yngre aldersgrupper.

Men undersøgelsen maler samtidig et billede af økologien, som trods forbrugernes høje prisfokus står stærkt i Danmark som et troværdighedsbaseret kvalitetsparameter, der går på tværs af forskellige typer af madvarer og virker som et vigtigt pejlemærke for mange dagligvarekunder.

Ifølge undersøgelsen er tilbudsjagten efterhånden blevet en mere generel tendens i danskernes indkøbsmønstre, men samtidig viser svarene, at især sunde madvarer vægter tungt, og næsten ni ud af ti (88 pct.) tillægger det stor værdi, at deres madvarer enten er lokale, i sæson, er så uforarbejdede som muligt, har et lavt CO2-aftryk eller tager højde for dyrevelfærd.

Efter en periode, hvor den økologiske vækst har stået i stampe, sender undersøgelsen meget positive signaler, som lover godt for økologiens fortsatte udvikling, vurderer Carsten Ahrenfeldt, markedschef i Økologisk Landsforening.

”Det er alt sammen parametre, som peger i retning af mere økologi i fremtiden, og det understøtter de tendenser, som vi ser i markedet, hvor flere af de største aktører forventer, at det økologiske salg snart begynder at løfte sig,” siger Carsten Ahrenfeldt.

Positivt forvarsel for fremtiden

Betydningen af økologi som kvalitetsparameter er mest udtalt i den yngre del af befolkningen. Blandt de 18-25-årige er det mere end halvdelen (55 pct.), som lægger vægt på økologi ved vurderingen af madvarernes kvalitet, mens det for de 65-80-årige kun gælder 35 pct. Det kan ifølge Madkulturen ses som et forvarsel om, at økologien med nye generationer kommer til at spille en endnu større rolle som et genkendeligt og bredt anerkendt kvalitetsmærke.

”Det er også en meget glædelig udvikling, at undersøgelsen peger på, at økologen har et godt tag i fremtidens forbrugere, som forhåbentlig holder fast i, at økologi er et bæredygtige valg, som rummer løsninger på flere dagsordner, når vi taler om bæredygtig fødevareproduktion.

Rapporten peger samtidig på, at økologien er udfordret af forbrugernes fokus på lave priser. Det skyldes, at de daglige råvarevalg ofte foregår i en travl indkøbssituation, hvor vi på kort tid skal sortere i rigtig mange informationer og valgmuligheder. Her bliver et fokus på pris og gode tilbud afgørende, mens de mere komplekse kvalitetskriterier træder i baggrunden.

Flere gode kvaliteter

Samtidig er udbuddet af økologi gennem mange år vokset og blevet en fast del af supermarkedernes basissortiment. Dermed er det økologiske en kvalitet, som er bredt tilgængelig og den kan i dag leveres til en forholdsvis lille merpris.

Det trækker i den anden retning, og det er formentlig en af årsagerne til, at økologien i 2023 formår at fastholde sin plads som ingrediens i hvert fjerde aftensmåltid, selvom vi på andre punkter vægter kvalitet lavere end tidligere. En medvirkende årsag til økologiens stærke position er ifølge Makulturen23, at økologi over mange år er indarbejdet i vores bevidsthed som et let genkendeligt kvalitetsmærke, der spænder over mange typer af madvarer og associeres med flere andre gode kvaliteter, fremgår det af Madkulturen23, som er samlet i en rapport på 120 sider.

Madkultur23 er den tiende store befolkningsundersøgelse fra Madkulturen, som fokuserer på hverdagsmaden i Danmark. Den bygger på svar fra 2.187 repræsentativt udvalgte danskere om deres måltider, madvalg og forhold til råvarer. Undersøgelsen viser bl.a., at:

Økologien fylder mest i de store byer

Andelen der oplyser, at der indgik økologiske råvarer i gårdsdagens aftensmåltid:

  • Store byer 36 pct.
  • Større provinsbyer 27 pct.
  • Mindre byer 20 pct.
  • På landet 21 pct.

Disse råvarer spiser vi oftest i økologisk variant:

  • Grøntsager 36 pct.
  • Bælgfrugter 35 pct.
  • Æg 34 pct.
  • Frugt 29 pct.
  • Kartofler 26 pct.

Flere artikler fra samme sektion

Danskerne køber nu økologi for 16 mia. kr.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget af økologiske fødevarer i 2024 voksede med 3 pct. Men trods fremgangen faldt økologiprocenten en anelse fra 11,8 pct. til 11,6 pct., da det konventionelle fødevaresalg sidste år voksede endnu hurtigere.

22-04-2025 3 minutter Dagligvarehandel

Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter

Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.

16-04-2025 4 minutter Mere grønt,   Grøntsager

De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine

Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.

16-04-2025 6 minutter Mere grønt,   Grøntsager,   Det Økologiske Spisemærke