Annonce

Annonce

Et par går ud af et supermarked med et indkøbsnet i hånden påtrykt

Danskerne købte i 2018 mere end dobbelt så mange økologiske fødevarer som fire år tidligere. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Danskerne sætter endnu en øko-verdensrekord

Pressemeddelelse

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskernes efterspørgsel på økologiske fødevarer i 2018 for fjerde år i træk steg med tocifrede vækstrater. Detailomsætningen af økologiske fødevarer er fordoblet på fire år, og danskerne cementerer deres internationale førerposition som verdens mest øko-købende folkefærd.

Salget af økologiske fødevarer i Danmark steg i 2018 med 14 pct. og udgør nu en samlet omsætning i butikker og online på 12,9 mia. kr. 

Danskerne købte i 2018 mere end dobbelt så mange økologiske fødevarer som fire år tidligere. Frugt og grønt er den produktgruppe, der bidrager mest til den samlede vækst.

- Vi ser for fjerde år i træk tocifrede vækstrater for økologien, og det er glædeligt, at danskernes fokus på rene og sunde fødevarer bare fortsætter. Det er ikke mindst glædeligt at se, hvordan landbruget i stigende grad lægger om til økologisk drift for at imødekomme forbrugernes efterspørgsel. Det er godt for natur, miljø og dyrevelfærd, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Hvad vi også ser er, at de mest økobevidste forbrugere samtidig har et mere klimavenligt forbrug med mere frugt og grønt.

— Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening

Verdens højeste øko-andel

Når detail-, online, foodservice, samt alternative salgskanaler lægges sammen, så udgør omsætningen af økologiske fødevarer 16,1 mia. kr. Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit køber økologi for 2.785 kr. om året.

- Danskerne har i mere end 10 år været det folkefærd, der køber mest økologisk. Med væksten i 2018 er førerpositionen som verden mest økologiske folkefærd udbygget. Hvad vi også ser er, at de mest økobevidste forbrugere samtidig har et mere klimavenligt forbrug med mere frugt og grønt, siger Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening.  

Brug for flere vegetabilier

Den største andel af væksten i økosalget står frugt og grønt for. Som overordnet produktgruppe udgjorde frugt og grønt 38 pct. af øko-væksten fra 2017 til 2018. Frugt og grønt tegner sig med 4,3 mia. kr. for en tredjedel af øko-omsætningen. 

Der har i de seneste år været en stor interesse blandt landmænd for at lægge om til økologi, og det økologiske landbrugsareal har aldrig været større. Alligevel er der på det vegetabilske område stadig brug for flere øko-landmænd til at levere varerne.

- Der er potentiale for en større dansk produktion af blandt andet økologisk korn, foder samt frugt og grønt. Mere end halvdelen af havregrynet og 40 pct. af gulerødderne solgt i Danmark er økologiske, og økologisk frugt og grønt som hovedgruppe tegner sig for en tredjedel af salget. I nogle byer ser vi nu butikker, hvor økologiske frugt og grønthylder næsten har fortrængt konventionelle varer. Der er en solid stigende efterspørgsel efter varer uden rester af pesticider, ikke mindst hos de danske børnefamilier, siger Henrik Hindborg.

Kategorien mælk, æg og ost steg med 12 pct., og udgjorde med 3,3 mia kr. ca. en fjerdedel af øko-omsætningen. Blandt de varegrupper, som voksede mest i 2018 var is og dessert med 153 procents vækst, hvedebrød 43 pct., kylling 30 pct, plantebasseret mælk 23 pct., dybfrosne bær 57 pct. og juice steg med 25 pct.

Se de nye øko-tal fra Danmarks Statistik.

 

For yderligere kommentarer/info

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, 22 22 07 37

Henrik Hindborg, markedschef, detail, Økologisk Landsforening, 51 55 84 82

Joachim P. Kjeldsen, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening, 30 54 39 30, jkj@okologi.dk


Dette er en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening. Det er tilladt at kopiere og bringe den på andre nyhedssider.

Flere artikler fra samme sektion

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet

Nyt ejerskab skal stoppe slingrekurs, så Coop kan fokusere mere på kerneværdierne

Efter præsentationen af endnu et katastroferegnskab og med energiselskabet OK som ny medejer, har Coop lagt sig fast på en ny kædestruktur, som skal være med til at gøre Danmarks største salgskanal for økologiske fødevarer til en god forretning.

30-04-2024 6 minutter Detailhandel