Coop.dk vil levere økologi til discount-priser

Det bliver nu muligt at få leveret økologiske varer direkte til døren til samme pris som i discountbutikkerne.

23. april 2019
Læsetid: 2 minutter
Faktabutik set udefra
Foto: Siine Fiig

Dagligvarekæderne kæmper i disse år en intens kamp om netkunderne, og Coop.dk MAD lancerer knapt 300 nye varer til samme priser som i fakta, hvoraf over 200 af dem er økologiske.

”Vores kunder går mere op i økologi end landsgennemsnittet. Derfor har det altid været afgørende for os at have et stort udvalg af økologiske varer. Men vi vil også gerne tilbyde økologi til lavere priser. Vi gør derfor op med, at det skal være dyrere at købe økologi på nettet,” siger kommerciel direktør Morten Viktor, Coop.dk MAD.

Ifølge en pressemeddelelse fra Coop, lancerer Coop.dk MAD derfor serien af økologiske og miljømærkede varer fra Fakta 365 til samme pris som i discountkæden.

Varerne kan bestilles nu og omfatter alt lige fra økologisk mælk og avocado til pasta og personlig pleje.

For at handle hos Coop.dk MAD, skal du mindst købe for 500 kr. Ved køb for over 1.200 kr. er der gratis fragt.

Coop.dk MAD åbnede i 2016 med 'alt det bedste fra Coop' i form af ca. 8.000 forskellige dagligvarer, herunder også de mest populære Irma-varer. Siden er der også kommet måltidskasser og intelligente opskrifter til, lige som Coop.dk MAD omfatter en række specialbutikker for f.eks. økologi, vegetarer og Irma Vin samt et stort 'Fast lav pris'-program.